DET AT VÆRE I ET FORHOLD MED EN UDEN BØRN (NÅR MAN SELV HAR 3)

Jeg kan ligeså godt sige det ligeud! Fuck det kan være svært! Meget svært endda. Jeg har tider hvor jeg føler jeg taber det sidste hår på hovedet, af ren frustration over ikke at føle at blive forstået, eller manglende indblik i hvad jeg selv synes er indlysende ift. til mine handlinger, opdragelsesmetoder, samtaler, valg og osv.

Jeg har været far i snart 15 år, og det giver en god portion rutine i rygsækken, hvilket er skønt, men det betyder også at jeg kan have svært ved at se egne fejl. Det er nok lidt ligesom at lære en gammel hund nye tricks.. Det tager tid…

 

Det som kan være svært for mig i mit forhold til Nanna mht. mine børn er, at jeg har så skide travlt med at prøve at projekterer mine egne følelser som forældre over på hende. Prøve at få hende til at “føle” det samme som jeg gør. Tillægge hende nogle ting som er så naturlige, og en selvfølge for mig, at jeg godt kan glemme at det er det ikke for hende. 

Mange af mine beslutninger, måden jeg henvender mig på, og opdrager dem på er ofte et godt miks af fornuft, blandet med en god omgang følelser. Tilsat en god omgang kendskab til deres forskelligheder og personligheder.

Det er en helt automatisk proces, med mange faktorer som har betydning, og som kun jeg kender til. Det er tit her jeg går “galt i byen”!  Og det er her hvor diskussionerne opstår!  (til tider skænderier), fordi vi snakker og diskutere ud fra 2 forskellige grundlag rent følelsesmæssigt, og i vores kendskab til det at være forældre.

For jeg er som sagt sagt langt fra en perfekt far. Jeg træffer også forkerte beslutninger. Siger forkerte ting, kommer til at lave forskel på mine børn, er for hård, for blød, misser aftaler, og kan godt glemme at være nærværende i en periode. Tager de nemme løsninger for fredens skyld, og min egen når jeg er træt og brugt. Inden i råber op, og siger man altid skal overholde aftaler, og man altid skal være nærværende over for sine børn, så vis mig en forældre som er. Jeg har ikke mødt dem endnu, og hvis du siger, at du kender en, så tror jeg ikke på dig.

 

At være i stand til at kunne kigge “indad”

Men en ting er, at selv at få øje på sine fejl og mangler som far. En anden ting er at få det af vide af ens kæreste, som ser det hele udefra, og ikke har følelser i klemme! Det er altså ikke altid lige nemt! For så skal man jo til at se indad på sig selv som rollemodel. Av av! Og så fra en der ikke har børn selv!? Som ikke forstår de følelser som man kan sidde med som forældre. Der er ofte her man kommer ud i “DET FORSTÅR DU IKKE, FOR DU HAR IKKE SELV BØRN!”

Nu ved jeg godt der nok sidder nogen derude og tænker – “Åh Gud endnu en af de der højhellige forældre, som mener de har mere forstand på det med børn end dem uden”. I know! Kliché, men bare fordi det er en, behøver det ikke være mindre sandt. Der er bare visse ting, som man ikke kan  forholde sig til, uden først selv at have stået med sit nyfødte barn i hænderne. Eller når man begynder at tage valg, for hvad man mener der er bedst for sit eget barn. Der sker bare noget i en. Helt fundamentalt.

Jeg har altså også været uden børn engang, og havde da også en masse holdninger, som jeg har har måtte ændre eller tilpasse, til at få det hele til at fungere så optimalt som muligt.

MEN når det nu er sagt, vil jeg også vove den påstand at det også kan have en negativ effekt! For om vi vil det eller ej, så opdrager vi vores børn med følelser, og mange af dem! Vi vil vores børn det bedste, allerbedste! Men alle de følelser kan altså også godt være lidt i “vejen”, og gøre os lidt “blinde” på ting som måske skulle gøres anderledes.

 

Det er nok pisse sundt faktisk! (Men svært)

Det at være i forhold med en uden børn, når man selv har, kan være enormt svært, frustrerende, og er ofte med til at ødelægge rigtigt mange forhold (10% overlever det hvis man skal tro statistikkerne).

Det er jo helt åndssvagt mange, men jeg forstår det! Så ganske udmærket faktisk. For hvis man kan snakke om et “ømt” punkt hos forældre er det nok netop lige her. Det når folk udefra “blander” sig i vores måde at opdrage vores børn på. Vi har en tendens til at gå i total selvforsvar, når det handler om vores små fine “pusser nusser”. Det er inkl. mig selv i høj grad, og jeg kan have store vanskeligheder ved at se ud over egen næsetip til tider.

 

 

Vores snakke og diskussioner netop på dette område, kan være både dybe, gode og helt rolige snakke, men også heftige diskussioner, hvor jeg ikke formår at kunne skabe den fornødne plads til Nannas holdninger, og ideer omkring børn, fordi jeg er så farvet af mine egne mønstre og vaner. Her kommer jeg ofte med synspunkter og meninger, som hun ingen chance har for at kunne forstå, eller forholde sig til.

Og hold kæft, hvor kan jeg blive hidsig. Indrømmet! Men det er sundt. Pisse sundt for mig, for det er med til at sætte spørgsmålstegn ved mig selv. Og jeg kan mærke jeg kommer på “rejse” igennem ting, som jeg måske ikke selv var klar over, og igennem det udvikler jeg mig som far. Forhåbentlig til en bedre en af slagsen. Eller bare bedre end jeg var i går.

Jeg plejer tit at sige til Nanna “jeg glæder mig til, at du selv får børn” – for det vil helt sikkert give en anderledes forståelse for visse ting, og være med til at skabe en anderledes debat i det med børn. Jeg glæder mig lidt til at sige “I told you so”

Men jeg kommer også til at savne det andet. For det er mere direkte, konkret, ærligt, og hvor følelser ikke er indblandet. Hvor de ikke kludrer tingene for meget sammen, og hvor hun i høj grad “tvinger” mig til at se indad i min forældrerolle, og ændre på ting som bare ikke er hensigtsmæssige. For det sker, at jeg godt kan se mine “fejl”. Dog bruger jeg gerne en dag eller 2, på at “sluge kamelen”, og indrømme derefter at hun nok har fat i noget.

Det kan være med til at sætte ting i fokus, som jeg ikke selv får øje på som far, eller lidt har vendt det “blinde” øje til. Man skal bare være i stand til at kunne lægge de forbandede følelser lidt på hylden. Noget jeg øver mig rigtigt meget i, og håber jeg bliver meget bedre til!

 

De er ikke i forhold med dine børn

Og husk nu, at fordi du elsker dine børn uendeligt højt, betyder det altså ikke at din partner også gør , uanset om de har børn med ind i forholdet eller ej. Din partner er i et forhold med dig, og ikke dine børn. Noget jeg selv glemmer til tider, og skal blive meget bedre til. Det betyder ikke at de ikke kan lide dine børn, eller ikke vil dem. Men forholdet er primært, og det skal man huske selvom det kan være enormt svært til tider.

Good luck to all som er samme sted som os! Husk at være åben og at respektere hinandens forskelligheder. Skab den gode debat (også gerne her i indlægget), i stedet for at blive “fjender”. Giv jer selv og de dejlige børn plads og “hjerterum” til at udvikle sig i.

Forhåbentligt med tiden vil forholdet mellem børnene og din kæreste, blive så godt at biologi ikke er alt.


@mp_exposure
  • Long walks on the beach     hellip
  • Repost  had a conversation tonight that made me wanthellip
  • We all makes mistake! I made a lot! But Ihellip
  •     blackandwhite bnw blackandwhitephotography photography photooftheday photographerhellip
  •     quotes quoteoftheday food soul loseit lifehellip
  • Love the colours     blackandwhite photoshoot picofthedayhellip
Martin

Typen der drikker alt alt for meget kaffe, elsker kage og livet. Far til 3 skønne børn og i forhold med min co writer her på bloggen ( Nanna ). Kreativ selvlært designer og fotograf med hang til at overredigere alle mine billeder. Har en mening om ca ALT.

VisSkjul Comment (1)

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive offenliggjort