DET AT VÆRE I ET FORHOLD MED EN DER HAR 3 BØRN, NÅR MAN IKKE SELV HAR NOGLE

Martin og jeg kom hurtigt frem til, at det kunne være spændende, at udgive hver vores indlæg omkring vores forhold, da Martin jo har børn, og jeg ikke har. Men fra hver vores synspunkt. Martin udgav hans for lidt siden, og den kan du læse her. Her kommer min side af det, at være kommet ind i en familie, med en mand og hans tre børn.

Da jeg først gik ind i det her forhold, og også det første stykke tid, tænkte jeg: “Ork den klarer jeg! Jeg elsker jo børn. Det bliver ikke noget problem.” Men jeg blev hurtigt klogere. Det kan være hårdt og svært. Man bliver frustreret, sur og ked af det. Nogle gange chokeret. Især fordi Martin ikke er weekend far, han har hans børn i en 9-5 ordning. Men selvom det er hårdt, er det også fantastisk, varmt, kærligt, ærligt og spændende. Det giver anledning til rigtig mange følelser, og for en der nogle gange har svært ved at rumme sine, kan det godt være svært. Både på godt og ondt.

Jeg var i starten meget påpasselig med hvad jeg sagde omkring mine følelser. Mest fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle sætte ord på dem, men også fordi jeg følte at de var forkerte. Jeg skammede mig. Så jeg gik i lidt tid i starten og prøvede at mærke mig selv og finde ordene, og egentlig også bare lære Martins børn at kende. Lige pludselig skulle jeg ikke bare forholde mig til min nye kæreste, men også tre små mennesker (Okay, små og små – de to af dem er teenagere). Jeg skulle lære dem at kende og komme ind på dem. Det gik super godt og det gik hurtigt, men det gjorde også at de følelser bare stormede ind over mig, og jeg blev nødt til at få snakket om dem. Lige meget hvor forkerte de føltes. Så jeg fik sagt til Martin, at jeg nogle gange oplevede følelser som jalousi, følelsen af konkurrence om Martins opmærksomhed og kærlighed, følelsen af at blive nedprioriteret, følelsen af at blive sat på pause fordi der var børn der skulle i seng. Det var utrolig svært at få sagt, og jeg frygtede at jeg ville blive set ned på. For ærlig talt, hvor langt ude er det egentlig at være jaloux på Martins børn? Det føles som en fjollet følelse. Man alligevel prøvede jeg at minde mig selv om, at alle mine følelser var reelle nok.

Jeg er en type, som gerne vil snakke om tingene, og helst i går. Når jeg får en følelse, kan jeg have svært ved at rumme den. Derfor vil jeg gerne snakke hurtigst muligt om dem, så jeg kan få følelsen væk hurtigst muligt. Noget der nogle gange ikke har kunne ladet sig gøre, og det kan være super hårdt for mig. Lige der, i den følelse kan jeg ikke tænke ud over min egen næsetip, og det at Martin har skulle putte børnene, kan jeg ikke forholde mig til. Jeg kan forholde mig til, at jeg vil ud af de her følelser nu, og det er det. Jeg har dog skulle lære det, på den hårde måde. Der er ikke altid plads til at tage en lang snak omkring mine følelser. Nogle gange kommer der praktiske ting i vejen, hjemme hos Martin. Og det er okay, det gør det dog ikke mindre svært, når det sker. Men jeg vænner mig mere og mere til det, og forhåbentlig er det også noget jeg lærer af hen af vejen.

Selvom Martin og jeg aftale i starten, at vi skulle kunne snakke om alle de her ting. Alle de følelser der måtte komme med, både fra min, hans og børnenes side. Så gør det, det ikke mindre svært. Jeg har lært, at børnene er et sårbart emne for Martin, og jeg skal vælge mine ord med omhu. Og så har jeg lært, at sådanne snakke ikke skal tages over en telefon, og slet ikke når han har sine børn.
Udover de mange følelser jeg har, så er der også ting vi er uenige om, og jeg synes det er vigtigt at få sat ord på det hele. Selvom det nogle gange er endt i en kæmpe diskussion for os, så kommer vi hurtigt tilbage på sporet og finder frem til et eller andet konstruktivt. Jeg er jeg super glad for, at jeg har fået lov til at være i mine følelser, med at det ikke altid er lige nemt. De er blevet anerkendt, selvom jeg selv skammede mig over dem i starten. Og det tror jeg, er rigtig vigtigt. At man tør snakke om det hele, også det der er farligt og svært. Hvordan skal vi ellers rykke os?

 

Børn og forhold

 

Jeg vil however sige, at selvom det er svært til tider, så er det heldigvis ikke det der fylder mest. Martin har tre dejlige børn, og jeg nyder at komme tættere på dem for hver gang, og lære dem at kende. Jeg synes det er en utrolig spændende process, og jeg bliver enormt beæret, når jeg kan mærke at børnene også lukker mig mere ind. De små ting tæller og betyder rigtig meget. Det kan være alt fra en tegning som gave, eller at vi sidder og griner højlydt allesammen ved middagsbordet. Det er noget der varmer mig rigtig meget.

Ligesom i Martins indlæg, synes jeg det kunne være spændende med lidt debat på det her ellers sårbare område? Så hvis i har noget at sige, er i hjertens velkommen! Og hvis der sidder nogle kvinder derude, i samme situation som mig, så vil jeg med glæde høre fra jer!


@nannafreving
  • I dag er sidste dag i min weekend Den harhellip
  • Jeg har weekend kl 18 og jeg glder mig!! Jeghellip
  • Manden har bagt og han er ved at vre godhellip
  • Min hjemby Ebeltoft har nu alts nogle rigtig fine husehellip
  • I gr var en dejlig dag    hellip
  • Jeg er s smt ved at vnne mig til athellip
Nanna Freving

En sød lille hidsigprop til tider, der har en stor svaghed for hjemlig hygge med gode mennesker, mad og søde sager. Jeg elsker dog også alt der har med mode at gøre, og har lidt for ofte fået kommentaren: "du er godt nok overdressed".

VisSkjul Comments (2)
  1. Jeg bor sammen med en fuldtids far og hans teenage knægt. Og nej det er ikke altid let. Især balancen med hvornår jeg skal blande mig og blande mig uden om. Og hvilken side jeg skal tá hvis de to ikke er enige… Jeg vil jo gerne være gode venner med den begge og det hjælper heller ikke at jeg er konfliktsky af natur. Men jeg har lært at mærke efter hvad jeg mener og vægte hvad der er vigtigt for mig at blande mig i. Og så er min kæreste heldigvis meget lydhør overfor min mening selvom han ikke altid er enig. Så det fungerer faktisk udemærket efterhånden:)

    1. Tusind tak for din kommentar!
      Ja den kan jeg også godt have svært ved! Og får det nok også når Martin og jeg flytter sammen.

      I starten sagde jeg aldrig noget, men nu begynder jeg så småt at at føle mig mere tryg til at kunne gøre det engang i mellem.

      Dejligt! Det er vigtigt med en mand der kan lytte og anerkende en! Samt at man kan have en fornuftig dialog omkring det.

Skriv en kommentar

Din email vil ikke blive offenliggjort